Myten om den asociale elitære hjemmeundervisning

Hjemmeunderviserne er, ifølge visse kritiske stemmer, intet mindre end en bombe under systemet. En egoistisk, usolidarisk gruppe af elitære forældre, der melder sig ud af velfærdssamfundet og skider på konsekvenserne. De fleste hjemmeundervisere har nok svært ved at kende sig selv i dette billede men ikke desto mindre er det ofte stort set det, der præsenteres i mange medier.

 

Morten Holmstrup Gerdsen
admin på frilæring.dk




“Er du lærer?” lyder det vantro spørgsmål jeg og mange andre hjemmeundervisere ofte må lægge ører til - ofte efterfulgt af det retoriske, let skingre “men hjemmeundervisning er jo ikke for alle, vel?” Og nej, svarer jeg altid beroligende, hjemmeundervisning er ikke for alle, fordi det er et valg, der kræver omstillingsparathed, villighed til at gå mod strømmen og ikke mindst lyst og vilje. Desværre har der i dele af den uddannelsesmæssige diskurs bredt sig en opfattelse af, at hjemmeundervisning kræver helt særlige forudsætninger og derfor er forbeholdt en særlig elite...

 

Eliten

Men hvad er Eliten egentlig for en størrelse? Signalerer det en bedre økonomi (=flere penge i banken), et højere uddannelsesniveau, eller er det folk, der ikke slæber rundt på en negativ social arv? Direkte oversat er eliten jo “de udvalgte”. Vi ser det oftest anvendt i to sammenhænge: Eliten, som de øverste i samfundet, altså dem der bestemmer over os “almindelige mennesker”, som vi kender det fra klassekampene og arbejderbevægelserne; eller eliten som de helt “særlige”, enerne, overmenneskene. Altså de specielt begavede, der i kraft af bedre uddannelse, økonomi, gener etc. har adgang til fortræffeligheder, vi andre kun kan drømme om.

Det er jo drønhamrende usexet på den måde at begynde at dvæle ved begrebsdefinitioner, men runger det ikke lidt hult blot at konstatere, at denne nærmest mytiske elitære samfundsklasse er helt specielt begunstigede til at bryde med paradigmerne og tilgå uddannelsen af deres børn på en anderledes måde end den af samfundet foreskrevne?

Ja, der er unægteligt markant forskel på de ressourcer man har til rådighed som enlig forsørger på kontanthjælp i forhold til en familie med indtægt på topskat-niveau. Ikke desto mindre har vi mange medlemmer på frilæring.dk i første kategori. Det samme gælder forældre uden længere uddannelse. Der er intet, der tyder på, at disse hjemmeundervisere fungerer dårligere end hjemmeundervisere med andre sociale, uddannelsesmæssige og økonomiske forhold. Jeg kan ikke genkende billedet af den elitære hjemmeunderviser, og der er naturligvis heller ikke hverken statistisk eller forskningsmæssig belæg for påstanden. Det er snarere noget, der er blevet gentaget så mange gange, at det risikerer at blive en accepteret sandhed. Er det så vanskeligt at forestille sig, at forældre uden fyldte bankbøger og ph.d'er i ryggen kan træffe et utraditionelt valg for deres børns opvækst og trives med det? Er det i virkeligheden ikke en slet skjult fordom, der træder i spil her?

Eliten er næsten altid de, der kan noget vi andre ikke kan. Den er sjældent os. Og når man associerer ord som hjemmeundervisning med eliten, så bliver hjemmeundervisning også noget, man ikke kan. Problemet er bare, at det gang på gang viser sig, at folk fra alle samfundslag, det være sig økonomiske og uddannelsesmæssige, kan hjemmeundervise.

 

Valgfrihed og ansvar

Når der nu ikke rigtigt findes belæg for at sige, at hjemmeundervisning er forbeholdt eliten, hvorfor siges det så igen og igen? En årsag kunne være, at hjemmeundervisning med dets fokus på samvær, personlig udvikling og fordybelse udgør et markant alternativ til en samfundsform, der synes at vægte karriere, økonomi og institutionalisering. Det virker meget fremmed, og man antager derfor fejlagtigt, at det må være de “særlige” forundt.

En anden årsag er, at hjemmeundervisning er et valg. Det er ikke fravalget af skole men valget af en anderledes måde at leve på. At kalde det et fravalg af skolen er i sig selv absurd og misforstået, da hjemmeundervisning er en grundlovssikret mulighed på lige fod med folkeskoler og privatskoler. Når du vælger den røde sodavand fravælger du ikke den grønne sodavand.

Ansvarsfølelse er ikke en egenskab der er forundt de få udvalgte. Man kan vælge en folkeskole med omhu. Man kan vælge en friskole, der repræsenterer ens uddannelsessyn. Men valget af selv at kunne tage ansvar for sit barns uddannelse ligger os fjernt herhjemme. I forhold til mange andre lande har vi i Danmark vænnet os til tanken om, at uddannelse er en opgave for specialisterne. Så hvis andre end uddannede lærere gør det må det bestemt være fordi de tilhører eliten - de helt særlige - og dermed kan noget vi andre ikke kan.

 

Solidaritet

Et udsagn, der somme tider følger i kølvandet på anklagen om eksklusivitet er, at hjemmeundervisning er udpræget usolidarisk. Hjemmeunderviserne flygter angiveligt som rotter fra en synkende folkeskole og lader alle de mindre ressourcestærke børn og forældre sidde tilbage med sorteper. Vi tænker kun på os selv og bidrager ikke med noget til vores samfund og nærmiljø. Hjemmeundervisere er kort sagt egoister.

Det er jo ikke forkert, at nogle hjemmeundervisere netop begynder projektet efter en opslidende kamp med mobning eller anden form for mistrivsel i den lokale skole - eller ofte flere skoler. Ikke mindst i disse inklusions-tider har vi på frilæring.dk bestemt mærket en tilgang af mennesker, der har taget deres børn ud af skolerne.

Hvor ligger rimeligheden i at forlange, at disse forældre burde beholde deres børn i skolen og kæmpe for bedre forhold indefra? Kan man med nogen saglighed forvente, at forældre overlader deres børn bare 1 sekund i hænderne på en institution, de ikke har tillid til eller nævneværdig indflydelse på i solidaritetens navn? Vi lader jo heller ikke vores børn lege på en usikker legeplads selv om alle de andre børn leger der.

Ja, der er forældre, der vælger hjemmeundervisning, fordi de ikke er enige med skolernes faglige ambitionsniveau. Der er forældre med svært handicappede børn, og der er forældre, der rejser meget og “world schooler” deres børn. Nogle af disse forældre ville måske sende deres børn i en skole, hvis virkeligheden så anderledes ud. Skulle de vælge skolen, når de ikke mener skolen kan opfylde deres børns behov?

Der er også dem, som undertegnede, der aldrig har overvejet nogle former for skoler som en mulighed, men hvor hjemmeundervisningen blot er en naturlig forlængelse af et børnesyn, der ikke rimer på institutionalisering.

Hjemmeundervisere er kort sagt en broget skare. Vi har lange uddannelser, korte uddannelser og ingen uddannelse. Vi har penge og ikke mange penge. Vi er kristne, muslimer, ateister og alt muligt andet. Det, der startede som et lille forum for adskillige år siden, har vokset sig til et landsdækkende fællesskab med en bred vifte af arrangementer og andre aktiviteter for hjemmeundervisere.

Det nære, åbne og inkluderende fællesskab mellem hjemmeunderviserne i Danmark er på den ene side et dundrende dementi af postulatet om de asociale hjemmeundervisere og samtidig et bevis på, at netop denne gruppe besidder en grad af solidaritet, der går ud over det sædvanlige. Måske er det netop en følgevirkning af at have taget et eget ansvar for sine børns læring og trivsel - et ansvar der ligger ud over hvad samfundet normalt forventer. Kunne det tænkes, at hjemmeunderviseren er et eksempel på en kritisk bestanddel af ethvert samfund - også velfærdssamfundet: nemlig den aktive, autonome og ansvarsfulde borger, der vælger både med hjerte og forstand?

Billede: Noël Hallé - The Education of the Rich