Hjemmeundervisning i Danmark - i grove træk

Det følgende er ikke en grundig gennemgang af hjemmeundervisningens historiske og kulturelle baggrund i Danmark men en mere generel gennemgang af en række hovedpunkter.

Før skoleloven blev indført i 1814 var hjemmeundervisning og andre former for uformel læring stadig den primære kilde til uddannelse i Danmark (Beck, 2006). Primært (men ikke udelukkende) latinskolerne havde tilbudt nogen skoling for byboere især siden det tidlige 15. århundrede, og kirkeordinansen fra 1537 fungerede som retligt grundlag for de fleste skoler (både almue- og borgerskoler) frem til skoleloven (Appel, 2001). Undervisningspligten, der blev indført med skoleloven, blev kun langsomt accepteret af den brede befolkning (Hansen, 1980), og f.eks. blev 25% af københavnske skolebørn stadig hjemmeundervist i 1844 (Hilden, 1987). Det er dog vanskeligt at finde generelle historiske tal om hjemmeundervisning i Danmark. Hansen fortæller, at hovedparten af de hjemmeunderviste børn i det 19. århundrede tilhørte de højere sociale lag, men at der også forekom hjemmeundervisning på mindre gårde (Hansen, 1980).

Grundloven fra 1849 garanterer danske borgere den frie undervisningsret, så længe undervisningen “står mål med” de i folkeskolen forventede standarder, som den nuværende formulering af Grundloven udtrykker det:

“§76 Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.“

I løbet af sidste halvdel af det 19. århundrede så friskolerne dagens lys, og antallet af dem steg betragteligt op gennem sidste halvdel af århundredet, ikke mindst på grund af N.F.S. Grundtvig og især Christen M. Kolds virke (Overgaard, 2009). Grundtvig og Kold mente begge, at skoleloven fra 1814, som blandt andet indeholdt skolepligten, fjernede ansvaret fra for børnenes undervisning fra forældrene. Grundtvig især var fortaler for hjemmeundervisning (Engberg, 1985) og mente, at ansvaret for undervisningen burde ligge i hjemmet:

“I hjemmene kan de frie, livlige og naturlige samtaler om de for Grundtvig så vigtige alment dannende emner langt bedre finde sted end i datidens skoler, hvor undervisningen fratager børnene deres fantasi og deres lyst til at lære.” (Overgaard, 2009)

Kold og Grundtvig så, til trods for at Kold traditionelt er blevet opfattet som Grundtvigs “discipel”, forskelligt på en række forhold omkring undervisning af især børn (Kulich, 1997), hvilket også kommer til udtryk på friskoleområdet, hvor Kold anså skolen som “en nødvendig del af forsvaret for det danske kirkelige og borgerlige samfund” (Reeh, 2010). Det var således Kold der tog initiativ til at danne den første friskole i Dalby på Hindsholm (Thøgersen, 2013), som kom til at danne forbillede for friskoler frem til i dag.

I 1855 fjernede Friskoleloven den egentlige skolepligt til fordel for en undervisningspligt. Det ændrede dog ikke noget ved det forhold, at undervisningen stadig skulle godkendes af myndighederne - godkendelsen flyttedes blot fra at være en forhåndsgodkendelse til at blive en eftergodkendelse (Thøgersen, 2013). 

At beskrive friskolernes historiske eller nutidige virke og formål, samt de mange aktuelle tematikker, der berører emnet (f.eks. væksten af friskoler, de nye typer af friskoler og den samtidige politiske bevågenhed) ligger udenfor denne tekst, men det er dog relevant at påpege, at friskolerne og hjemmeundervisningen har adskillige kulturelle og historiske lighedspunkter, da friskoletanken som nævnt er opstået ud fra et ønske om at bevare ansvaret for undervisningen hos forældrene. Derfor findes en stor del af lovgivningen omkring hjemmeundervisning også i kap. 8 af “Bekendtgørelse af lov om friskoler og private grundskoler m.v.”.

Man kan i dag groft set skelne mellem historisk og moderne hjemmeundervisning (Beck, 2006). Den moderne hjemmeundervisning udspringer primært af 60ernes og 70ernes venstreorienterede og alternative modkultur inspireret af tænkere og uddannelsesreformister som Ivan Illich, A.S. Neill, Paul Goodman og John Holt (Miller, 2002) og forløber parallelt med andre modkulturelle bevægelser, som borgerrettighedsbevægelsen og antikrigsbevægelsen. The New Left, som de bliver kaldt ønsker blandt andet et opgør med hvad de opfattede som autoritative bureaukratiske institutioner, heriblandt skolen, som de mener undertrykker børnenes naturlige kreativitet (Aber, 2013). Desillusioneret med The New Lefts manglende evne til radikalt at omvælte samfundet, beslutter uddannelsesreformisten John Holt sig for at opfordre forældre til tage deres børn ud af skolen, og han grundlægger gradvist unschooling bevægelsen.

Op gennem de sene 70ere og 80ere får hjemmeundervisningen i USA hjælp fra en uventet kant i form af det religiøse højre, hvor mange familier, anført af Raymond og Dorthy Moore, ligeledes har vendt skolen ryggen. Moore var en forfatter og syvende dags adventist, som sammen med sin kone havde indsamlet forskningsmateriale, de mente beviste, at det var skadeligt at sende sine børn i skole før 10-års alderen (Stevens, 2009).

Hvor Holts motivation for at afvise skolen bunder i en tro på børns behov for autonomi, er Moore-ægteparret motiveret af at beskytte børn mod skolen, og de er ikke som Holt modstandere af en hierarkisk pædagogik (Stevens, 2009). Denne religiøse bevægelse viser sig at være meget effektiv, og fra 70'erne til 80’erne stiger antallet af
hjemmeundervisere således fra ca. 10-15.000 til op mod 240.000 (Gaither, 2009). En yngre generation af konservative protestanter inden for bevægelsen tager i løbet af 80’erne stort set ledelsen, og ud af denne gruppering opstår den magtfulde kristne og højreorienterede interesseorganisation HSLDA - Home School Legal Defense Association, hvis erklærede mål det er at beskytte og fremme retten til at hjemmeundervise både nationalt og globalt.

Den moderne amerikanske hjemmeundervisning har i stigende grad også påvirket den danske hjemmeundervisning - ikke mindst via internationale græsrodsbevægelser og de sociale mediers indtog. Især John Holts unschoolingbegreb har været genstand for interesse i de senere år. Men hvor den amerikanske hjemmeundervisning i mange år har været defineret af forskellige, delvist politiske udgangspunkter må den danske hjemmeundervisning siges at være dybt forankret i en tradition for fri undervisningsret.

Ovenstående tekst er en delvist omskrevet version af kapitel 1.3 i teksten Unschooling: Selvstyret læring i det 21. århundrede.

 

Litteratur

Aber, J. (2013). Where the New Left Meets the Religious Right: Home-Schooling and American Political Development. Department of Politics and International Relations,
University of Oxford.

Appel, C. (2001). Læsning og bogmarked i 1600-tallets Danmark. 1. Copenhagen: Det Kongelige Bibliotek, Museum Tusculanums Forlag.

Beck, C.W. (2006): Den moderne hjemmeundervisning i Norge – beskrivelse, analyse og drøfting. Thesis. Dr philos UV-fakultetet. Universitetet i Oslo.

Engberg, H. (1985) Historien om Christen Kold. København: Gyldendal.

Gaither, M. (2009). Homeschooling in the USA Past, present and future. Theory and Research in Education, 7(3), 331-346.

Hansen, B. K. (1980). Skolehistorisk materiale. Landsbyskolen i det 19. århundrede. Fortid og Nutid, 1.

Hilden, A. (1987). Skal jeg sætte min datter i skole? Pigeopdragelse i 1800-tallets midte. Modtryk.

Kulich, J. (1997). Christen Kold, founder of the Danish folk high school: myth and reality. I: International Journal of Lifelong Education, 16:5, side 439-453.

Miller, R. (2002). Free schools, free people: Education and democracy after the 1960s. SUNY Press.

Overgaard, U. (2009). Den grundtvig-koldske grundskolepædagogik: - historisk, systematisk og empirisk belyst. Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.

Reeh, N. (2011). Den danske stat og de frie skolers frihed - i 1855 og 2005. Uddannelseshistorie, 2010, side 82 - 98.

Stevens, M. (2009). Kingdom of children: Culture and controversy in the homeschooling movement. Princeton University Press.

Thøgersen, M. (2013). Selvejende institutioner i Danmark. Institutionernes udvikling, udbredelse og karakter på udvalgte samfundsområder. Arbejdsnotat, 1, 2013.