Forfatterfokus: Ida-Marie Rendtorff

Drage og is-banner


I november 2023 mødtes Fri Læring-medlemmer til et levende litteraturmøde med forfatter Ida-Marie Rendtorff. Mødet foregik online og var støttet af Statens Kunstfond. Her kan du komme med ind i litteraturmødet og Ida-Marie Rendtorffs forfatterskab. 

Ida-Marie RendtorffOgså da Ida-Marie var barn, holdt hun af at fortælle historier. Hun fortalte i køjesengen om aftenen, fortalte i dagbogen. Hendes familie var fælles om historier, når der blev læst op af eventyr, nordisk mytologi og set pandemi-serien ‘De overlevende’ i fjernsynet. Senere, efter Ida-Marie havde læst litteraturvidenskab på universitetet og taget en læreruddannelse, begyndte hun at skrive tv-serier. Så kom bogudgivelserne, og dem er der mange af. 

“Hvis din drøm er at skrive, er det en god idé at skrive dagbog”, fortæller Ida-Marie Rendtorff. 
“Jeg begyndte på det, da jeg var måske 11 år. I starten skrev jeg bare, hvad jeg havde lavet. Senere blev det mere om hvorfor noget var sket - jeg brugte dagbøgerne som et tænkeredskab”. 

“Når nogen spørger mig om gode råd til at blive forfatter, plejer jeg at sige 'skriv, skriv, skriv, læs, læs, læs'”.

Selv har Ida-Marie lært allermest af at skrive. Hun skriver hver dag - næsten. 
“Jeg har dage med møder og foredrag, hvor jeg ikke kan nå at skrive. Men hvis jeg kan, skriver jeg hver dag - også på dage hvor jeg synes, det hele bliver dårligt”.

Begyndte med ‘hvad nu hvis’
I Ida-Marie Rendtorffs historier er der noget på spil. Det kan være hjem af is, der pludselig begynder at smelte, ændrede liv på en oversvømmet klode, flugt fra svære familierelationer.  

“Hvis jeg skulle vælge én genre at skrive i, ville det nok være fremtidsfortællingerne”, siger Ida-Marie Rendtorff. 
“Serien ‘Kloden under vand’ er nok den, der har betydet mest for mig. Jeg har brugt meget tid på den og været i blandt andet Sibirien, England, Norge og Sverige for at fortælle om den”. 

Det tog ca. et år at skrive hver enkelt bog i trilogien. I bøgerne dykker Lara ned i oversvømmede huse for at finde efterladte ting. Hele kloden er blevet dækket af vand, og kun de øverste etager af højhuse, bjerge og nogle få landarealer stikker op. Ida-Marie fik ideen til serie-universet, da hendes egen by blev ramt af oversvømmelser. 

“Vi gik en tur og så et sted, hvor kun taget af en bil stak op. Det fik mig til at tænke ‘hvad nu hvis’”, fortæller Ida-Marie Rendtorff. 

Da Ida-Marie skulle finde på en løsning, så Lara kunne finde en dagbog under vand, gik hun en tur. 

“Jeg havde et problem med dagbogen, der ville blive opløst i vandet. På gåturen fandt jeg frem til, at den kunne være pakket ind i plastik. Når jeg går i stå med at skrive, er det ofte noget, jeg ikke har fået løst i historien, som stopper mig”. 

“Har du skriveblokade, kan du også snakke med nogen om det, der driller. Er du helt blokeret, kan du lave skriveøvelser, fx flowskrivning, hvor du bare skriver løs uden at være kritisk”. 

Frem og tilbage-proces
Ideen til bogserien ‘Isens hjerte’ kom fra en nyhedshistorie. 

“Jeg havde læst i nyhederne, at store storme, der kom på grund af klimaforandringer, påvirkede oprindelige befolkninger. Det fik mig til at tænke over, hvordan det må være at bo et sted, hvor ens by nærmest flyder ud i havet”, siger Ida-Marie Rendtorff.  

I ‘Isens hjerte’ begynder livsvigtig is at smelte - i et magisk univers, hvor både huse og møbler er lavet af materialet. Og Aira, som kan mane is frem, må sammen med vennen Ulk finde ud af, hvordan de stopper katastrofen. 

‘Isens hjerte’ har en række illustrationer, der er lavet af Emil Landgreen. Inden de færdige tegninger ender i bogen, bliver de sendt frem og tilbage, indtil detaljerne er på plads. 

“Det er en lang proces, før der er en færdig bog”, fortæller Ida-Marie Rendtorff.  
“Bogen bliver måske skrevet igennem fem gange”.

Inspireret af andre 
Når Ida-Marie Rendtorff skriver en karakter frem, låner hun af og til træk fra virkelige mennesker. Men ingen i bøgerne er som én person, det er altid kun dele af dem. 

Ida-Marie bliver også inspireret af andre forfattere. 

“Alle lader sig inspirere af andre og af det, man godt kan lide”, siger Ida-Marie Rendtorff. “Jeg er blandt andet inspireret af Suzanne Collins, som har skrevet The Hunger Games og Astrid Lindgren. Da jeg skrev Dalia Dragehvisker, var jeg inspireret af Lene Kaaberbøls måde at skrive en fortællerstemme på, hvor man er helt inde i følelserne”. 

Dalia kan kommunikere med drager i et magisk univers. Men pludselig bliver flere drager syge, også Dalias drage Flamar, netop som de skal til dragekrigerprøve. Dalia får mistanke om, at de vigtige dyr bliver forgiftet, men ingen vil tro på hende. 

“Det er fedt at finde på universer og hvilken magi, der gælder i dem. Magien er altid nødt til at have en begrænsning, ellers bliver det kedeligt”, forklarer Ida-Marie Rendtorff. 
“Det er også vigtigt at kende ens hovedpersons mål. Det kan man altid vende tilbage til”.

Ida-Maries bedste læseråd er: 
“Det vigtigste at finde noget at læse, man synes er spændende. Jeg plejer at sige, at kan man ikke lide at læse, har man ikke fundet den rigtige bog endnu”.

Artiklen er skrevet på baggrund af det levende litteraturmøde, efter aftale med Ida-Marie Rendtorff. 

 

Mere om Ida-Marie Rendtorffs forfatterskab

Læs om Ida-Maries forfatterskab på forfatterweb eller på Ida-Maries egen hjemmeside. Der er også et interview med Ida-Marie om hendes arbejde hos Dansk Forfatterforening. Læser I 'Skyggefolket'-serien, kan interviewet hos Landsforeningen Skoler & Bøger være relevant. 

På YouTube: 
Se en anmeldelse af 'Isens hjerte'-serien fra Esbjerg Børnebibliotek her
Ida-Marie fortæller om 'Skyggefolket'-serien her

Podcasts:
Hør podcasten Plotcast med Ida-Marie som gæst - om at skrive om klima og svære emner. Eller Børnebogcast nr. 26, hvor Ida-Marie fortæller om seje piger som hovedpersoner. 

Undervisningsmaterialer
Læser I 'Isens hjerte'-serien, har DR en video med Ida-Marie og materiale liggende her. På EMU.dk kombineres dansk, teknologiforståelse og detektivarbejde med Ida-Maries bogserie 'Computermysteriet'. 

 

Læs selv

Langt de fleste af Ida-Maries bøger kan lånes på biblioteker og e-reolen. Find direkte links til flere af Ida-Maries udgivelser her: 

For de ca. 8 - 11 årige: 
Isens hjerte-serien (genre: fantasy. Findes som e-bog og lydbog på e-reolen)

For de ca. 10 - 13 årige: 
Almas mareridt (genre: realisme. Findes som lydbog på e-reolen
Skyggefolket (genre: dystopi. Findes som e-bog og lydbog på e-reolen)
Sidste afkørsel i antologien På den anden side (genre: novelle, realisme. Findes som e-bog og lydbog på e-reolen)
Computermysteriet, f.eks. bind 1 i serien om Team-A (genre: børnekrimi. Findes som e-bog og lydbog på e-reolen)

For de ca. 12 - 15 årige: 
Kloden under vand-trilogien (genre: dystopi. Findes som e-bog og lydbog på e-reolen)
Dalia Dragehvisker (genre: fantasy. Findes som e-bog og lydbog på e-reolen)
Strømsvigt (genre: realisme. Findes som e-bog og lydbog på e-reolen
Græshoppen i novellesamlingen Brudstykker (genre: novelle, realisme - udkommet oktober 2023)